Formandens beretning

 

Formandens beretning til den ordinære generalforsamling 2012

 

Forår 2011:

Den 12. januar startede vi sangåret. Vi var så heldige, at en del nye sangere havde lyst til at slutte sig til os. Vi gik også om bord i en lang række nye sange. I januar måned havde vi 3 øveaftener.

I februar måned den 9. havde vi vores 4. generalforsamling. Ved den lejlighed fandt Mona, det var tiden til at give nye medlemmer plads i bestyrelsen, så hun trak sig, og Janni Lund blev valgt ind. Endnu engang stor tak til Mona, som stadig troligt møder op med kopper og kander, når vi kalder. Og glædeligt, at Janni ville tage over.

Den 26. og 27. februar havde vi et spændende dirigentbesøg af Mads Granum, som gav os et godt fundament til Bohemian Rapsody af Queen. Et fundament, vi byggede videre på i hele foråret.

I Marts måned var der tryk på. Vi skulle blive bedre til Bohemian Rapsody og alle de andre nye sange, så vi i slutningen af maj kunne fremføre et godt repertoire på Grønbechsgaard.

Dette fortsatte i april, afbrudt af en lang dejlig påskeferie.

Koncerten på Grønbechsgaard den 28. maj gik fint, syntes vi, og som Anders sagde:” Det gik rigtig godt mange steder.” Vi sang Bohemian Rhapsody for første gang. En fin oplevelse, men i en sal, der havde en ganske dårlig akustik. Næste gang, vi skal synge på Grønbechsgaard, skal vi bruge et andet rum. Evt. der, hvor de normalt har fotoudstilling.

Efter endnu en øveaften sluttede vi sæsonen.

 

Efterår 2011:

Efterårssæsonen startede lidt sent. Vi kom først i gang onsdag den 31. august. Igen fik vi stor tilslutning, og denne gang fik vi flere mandestemmer, hurra. Desværre måtte andre stoppe. Nogle helt på grund af sygdom. I løbet af september fik vi en flok nye sange at bide skeer med, og vi besluttede at udvide vores aftener med en halv time. Til kl. 21.30.

Det var også i det tidlige efterår, vi indførte onsdagsbar. Vi drikker en øl eller vand efter endt øvning og får dermed lejlighed til at snakke lidt mere på tværs af stemmegrupperne. Vores pauser kan godt være lidt hektiske.

Da vi nåede til oktober, var vi ved at have travlt med repertoiret. Vi havde reelt kun 10 øveaftener fra starten i august til at nå at blive ”gode” til koncerterne i Aa Kirke den 23. november og koncerten søndagen efter på Kunstmuseet.

Begge koncerter gik meget fint. Der var stor tilfredshed fra både sangere og publikum. Og denne gang var det ikke udelukkende familie og venner, som var til stede. Tror jeg. Vi fik i hvert fald ros af Anders, husker jeg. Og som billedet på hjemmesiden vidner om, optrådte vi første gang i vores nye dress.

Den 7. december var vores sidste øveaften inden jul. Her havde vi en rigtig hyggelig juleafslutning med god mad bestående af mange hjemmelavede specialiteter og god stemning. Et arrangement, vi godt kan fortsætte med, synes jeg.

 

Eva Sort