Generalforsamlingen 2025

Generalforsamling i Det Rytmiske Selskab
onsdag den 19. februar 2024 kl. 18.00
Ditte Dideriksen bød velkommen til de fremmødte medlemmer (ca. 40).
Dagsorden og referat
1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere
Luna Gotha blev foreslået og valgt som dirigent. Gitte Quaade blev valgt som referent, og Niels Jørgensen og Lasse Jensen blev valgt som stemmetællere.
Luna takkede for valget og gav derefter ordet til Ditte
2. Bestyrelsens beretning
Ditte Dideriksen fremlagde beretning for året, der var gået:
Sidst vi afholdt generalforsamling, var den 7. februar 2024.
Vi har i den forgangne sæson været ca. 60-65 medlemmer i koret, og igennem sæsonen har vi i gennemsnit været 45-50 sangere hver onsdag. Fra bestyrelsens side synes vi stadig, at vi er en meget homogen gruppe, og at fordelingen mellem alter, sopraner, tenorer og basser er rigtig god – det giver en god klang i koret
Vi startede i januar og sang indtil maj, og igen fra august til december, så der har været rigtig mange øveaftener i 2024.
Arrangementer i forårssæsonen 2024
Onsdag den 15. maj holdt vi koncert i Domen med bandet the Nurchers; en kæmpe oplevelse for os alle. Vi arbejder på at holde en ny koncert med bandet.
Lørdag den 25. maj var vi med til Korsangens dag i Skt. Nicolai Kirke – også en god oplevelse. Camilla deltog som med-dirigent på dagen. Vi var ca. 200 sangere fra otte forskellige kor.
Arrangementer i efterårssæsonen 2024
Søndag den 29. september havde vi en workshop på Davidskolen med Clara Birch Hansen, en virkelig god oplevelse. Camilla havde kontaktet Clara, da Jon Hollesen desværre igen måtte melde afbud grundet sygdom. Clara lærte os om Rullefald og Terrier (sjove og nye sange) samt lidt yoga og en flaske med sugerør som stemmetræning – et friskt pust.
Søndag den 10. november var vi til Lysfesten i Skt. Nicolai Kirke. Lysfesten er heldigvis en fast tilbagevendende begivenhed, og endnu engang var det en stor og god oplevelse.
Søndag den 1. december sang vi julen ind i Aakirkeby på torvet – en kold, men god eftermiddag.
Onsdag den 11. december sang vi julen ind i Sagahuset i Rønne og havde onsdagsbar bagefter. Det var en fin måde at ønske hinanden god jul og godt nytår.
Fredag den 13. december var der desuden nogle af vores medlemmer, der repræsenterede koret ved kajak-Lucia-optoget i Hasle – det er vi glade for, at I gør
Økonomien i Julemarkedet i Nexø gjorde, at vi ikke kom og sang for dem i år.
– o – o – o – o – o
Noder og tekster. Der har også i 2024 været rigtig mange sange, noder og tekstsider, og det er en stor opgave at holde styr på det hele. Desværre var der ikke lige så mange, som vi havde forventet, som selv sørgede for at skrive noder og tekst ud. Vi håber, det bliver bedre i år.
Nyhedsbreve. Camilla har i denne sæson sendt nyhedsbreve ud til os hver uge – og ind i mellem med lydfiler til. Det har været en stor hjælp med lydfiler, hvis man har været forhindret i at komme til øvedage eller bare vil øve på forhånd.
Dresscode er et meget diskuteret emne i koret igennem mange år. Som noget nyt har vi i den forgangne sæson forsøgt os med blåt og grønt. Det har været spændende at se, hvor mange nuancer der er i de to farver. Ved den sidste koncert var farverne meget fine, synes vi, så indtil videre regner vi med at fortsætte med denne dresscode.
Festudvalg. Susanne, Helle, Mathias og Thomas har dannet et festudvalg. – Vi takker meget for jeres initiativer. I 2024 blev der holdt fest på Bornholms Efterskole både den 10. februar og igen den 2. november. Tusind tak til festudvalget, som arrangerer dette.
Onsdagsbaren er i år blevet styret af Britt og Helle en gang om måneden – dejligt initiativ. Tusind tak.
Den kommende sæson
Der arbejdes i bestyrelsen på højtryk, for der er heldigvis altid mange ideer.
Vi arbejder pt. med at lave en koncert med The Nurchers igen. Datoen er nu fastsat til den14. maj kl. 19, og det foregår igen i Domen i Allinge.
Vi deltager også i Korsangens dag den 22. februar 2025, og Camilla deltager også som med-dirigent i år.
Og så vi skal jo afsted og besøge Facett sidst i april måned, den 25.-27. april. Her er der nedsat et udvalg som består af Helle, Lisbeth, Mie og Thomas – flot arbejde!
– o – o – o – o – o
På sidste generalforsamling fik vi i bestyrelsen bemyndigelse til at finde en revisorsuppleant, da der ikke var nogen, der meldte sig. Og det blev så pludselig aktuelt, da vores revisor Lars meldte fra, fordi han stoppede i koret. Nu var vi var så heldige, at Helle Holm indvilgede i at træde til som revisorsuppleant. Men da hun så pludselig blev syg, udpegede vi i stedet Trygve, som med kort varsel påtog sig at revidere regnskabet – vi takker.
Herudover vil vi gerne takke alle, som giver en hånd med for at få koret til fungere – det gælder også hjemmesideopdateringen, som Carl-Otto tager sig af.
En særlig tak vores ”snapsedame” Lene Hjort, som sørger for, at vi får smurt vores stemmer før koncerterne.
Også tak til Mathias for, at han er behjælpelig med at holde styr på noder og tekster.
Bestyrelsen består af Gitte Quaade, Ulla Fink, Thomas Koefoed, Mie Christensen, Britt Jensen, Mogens Hansen og mig selv.
Tak til alle for jeres hjælp med opsætning af bænke, stole og klaver til vores koraftener – dejligt, at vi alle hjælpes ad.
Bestyrelsen, den 22. januar 2025
Og for mit eget vedkommende: Tusind tak til bestyrelsen for jeres engagement og samarbejde, og man må nok sige, at også dette år har været et travlt år med masser af planlægning og mange arrangementer.
Ditte, den 19. februar 2025”
Årsberetningen blev godkendt.
3. Fremlæggelse af regnskab
til godkendelse og budget for det kommende år til orientering.
Ulla fremlagde regnskab og uddybede nogle af posterne. Regnskabet viste et overskud på ca. 18.500 kr. og en saldo på ca. 74.700 kr. inkl. en kontantbeholdning på 2.200 kr.
Regnskabet blev godkendt.
4. Fremlæggelse af budget til orientering
Ulla fremlagde budgettet, som var baseret på 65 medlemmer. Vi er dog endt med at være 61 medlemmer i koret denne sæson. Inge og Ebbe fremsatte ønske om, at vi begynder at tage entré ved vores koncerter igen. Ulla og Ditte argumenterede for, at vi ikke gør det. Årsagen er, at der ikke kom ret meget publikum til vores koncerter, så det føltes pinligt at gøre det. I Gudhjem kirke ved Henriettes sidste koncert med os, var der for eksempel kun 20 betalende publikummer. Ulla forklarede, hvordan det hænger sammen nu, hvor vi er blevet en del af Folkeoplysningen, hvor kommunen betaler 1/3 af omkring 1.100 kr. til Camilla pr. øvegang. Vi har lavet en tillægskontrakt med Camilla, hvor hun får 600 kr. pr. øvegang for sit store arbejde med at lave ugemails og øvefiler, og Camillas løn er så ca. 1.700 kr. pr. øvegang. Kommunen giver ikke tilskud til koncerter, kun til decideret undervisning. Vi kan heller ikke få tilskud til rejser. Ebbe spurgte, om vi kan få tilskud til lokaleleje. Det er ikke noget, vi ønsker, da vi kan risikere at få tildelt et øvelokale, vi ikke kan bruge
Budgettet blev godkendt.
5. Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsen foreslår uændret kontingent 800 kr. pr. sæson.
Forslaget blev vedtaget.
6. Indkomne forslag
  1. Forslag om, at vi sætter et stop for optagelse af kvindestemmer, dels på grund af balancen i koret, dels fordi det er fysisk svært at få plads til så mange til koncerterne.
    Ditte holder hver onsdag mandtal og kunne fortætte, at vi på en god dag er ca. 20 alter, 20 sopraner, 10 tenorer og 7 basser, hvilket er en god fordeling af stemmer. Forslaget kom ikke til afstemning, da det dels er imod vores vedtægter, hvor der står: ”Som medlem kan optages alle, der kan tilslutte sig foreningens formål og vedtægter i øvrigt, og som efter kordirigentens vurdering, stemmemæssigt bliver godkendt som medlem”. Desuden er det imod Folkeoplysningens regler, hvor man ikke må udelukke nogen fra at være medlem i foreningen. Camilla har sagt ok i forhold til det nuværende antal medlemmer..
  2. Forslag om, at koret skal anskaffe sig en god mobil digital-recorder. Kan erhverves for 800-2.000 kr.
    Der var meninger både for og imod. Ved afstemning blev forslaget vedtaget med stort flertal. Der var enighed om, at det skal være en ordentlig kvalitet. Camilla tages med på råd før indkøb.
7. Valg af bestyrelse
a. Valg af bestyrelsesmedlemmer for to år:
– Ditte Dideriksen (genopstiller).
– Ulla Fink (genopstiller).
– Gitte Quaade (genopstiller).
b. Valg af suppleant for ét år.
– Britt Jensen (genopstiller).
c. Valg af revisor for ét år:
– Lars Bjarne Pedersen (genopstiller ikke). Bestyrelsen foreslår Helle Holm.
d. Valg af revisorsuppleant for ét år:
– Bestyrelsen har udpeget Trygve Spanner Lund (genopstiller).
Alle opstillede blev valgt.
8. Eventuelt
Emnet ”Entré” blev taget op. I dag tager vi ingen entré ved koncerter, vi selv arrangerer, men hvis vi bliver hyret, tager vi 2.000 kr. for det.
– Jette: Hvad får vi for lysfesten?
– Ditte: Vi får 2.000 kr.
– Dette var der nogle, der mente, at vi ikke skal have, men Ditte kunne oplyse, at det er Kræftens Bekæmpelse, der selv har tilbudt det. Pengene går til Camillas løn.
– Thomas foreslog, at vi kan stille en kasse op, hvor folk frivilligt lægger penge i til støtte for koret.
– Det blev foreslået, at vi skal prøve at tage entré til vores koncert med The Nurchers. Det lægges op til bestyrelsen at arbejde videre med dette.
Ebbe opfordrede til, at der bliver mere disciplin i koret, så der ikke er nogen, der synger deres egen stemme, når en stemmegruppe indøver deres stemme.
Inge opfordrede til, at vi afsætter mere tid til vores generalforsamling, da det er det eneste sted, hvor vi hver især kan fremsætte vores meninger. Tages til efterretning af bestyrelsen.
Generalforsamlingen afsluttedes hermed.
Bestyrelsens konstituering
Den nye bestyrelse konstituerede sig umiddelbart efter generalforsamlingen som følger:
Formand: Ditte Dideriksen
Kasserer: Ulla Fink
Sekretær: Gitte Quaade
Medlem: Thomas Lund Koefoed
Medlem: Mie Christensen
Medlem: Mogens Hansen
Suppleant: Britt Jensen
[pvcp_1]
[pvcp_website_count]